Test: Hyundai i30 N Performance Trackpack

Hverdagsbiler i sportslige race-klæder med potente benzinmotorer er efterhånden et sjældent syn i gadebilledet. Man mærker tydeligt, at bilproducenterne fokuserer på fornuftige eldrevne familiebiler. Det afholder dog ikke Hyundai fra at give Hyundai i30 N et facelift med ny teknologi, flere kræfter og mulighed for 8 trins DCT gearkasse. Vi har testet den sportslige Hyundai, som imponerer med høj fun factor. Men den bliver åndet i nakken af lillebror i20 N, som har en nyere grundkonstruktion og en skarp pris.

Vellykket race look
Designet på Hyundai i30 N har det helt rette race look: Matsorte 19” smedede alufælge, store bremseskiver og røde bremsekalibre ser råt ud. Ledsaget af skarpt designede kofangere og dobbelte afgangsrør i XL-størrelse, står Hyundai i30 N virkelig skarpt. Den har nogle af de flotteste fælge, jeg har set i lang tid.

De sportslige takter fortsætter i kabinen. Her er overraskende lækre letvægtssæder i eksklusiv læder/alcantara, som yder rigtig god støtte og hæderlig komfort. Sæderne er designet med lysende N-logo og blå syninger. Det ser cool ud.
i30 N har en 10.25” touchskærm, hvorfra du styrer de fleste funktioner i bilen. Her har du adgang til et Performance Data System, som giver en indsigt i kørevaner og -mønstre. Du kan se omdrejningsmomentet, trykket på turboen, G-force og accelerationstider. Det er lir på den gode måde i den sportslige Hyundai.
Race DNA
De blå syninger går igen på det motorsportsinspirerede rat, hvor du også kan skifte gear med 8-trins dobbeltkoblingsautomatgearkassen. Fra rattet kan du vælge køreprogrammet N Grin Shift. Her skifter bilen selv ned til lavest mulige gear og leverer det maksimale fra motoren. Systemet virker i 20 sekunder og kan aktiveres igen efter 40 sekunders nedkøling. Det er en sjov feature.

Sjovere er det dog at slukke for bilens antiudskridningssystem, så du rigtig kan mærke bilen og følelsen af fun factor. Nu kan du lege lidt med bagenden i sving – kontrolleret naturligvis. Kombineret med et godt brøl fra bilens dobbelte udstødning, er der dømt leg, hvis du er i det humør.

Men overraskende nok opleves Hyundai i30 N ganske komfortabel i hverdagskørsel, og det er en fin balance, Hyundai har ramt. Automatgearkassen kan både det hårde og det bløde. Hvis du selv vil styre slagets gang, kan du også få i30 N med en 6-trins manuel gearkasse. Merprisen for automatgear er 25.000 kr. I de mere beherskede drive modes nedtones bilens ”brum” i øvrigt, så du kan køre gennem byen uden alt for mange sure blikke.
Læs den fulde biltest på; https://www.carlife365.dk/test-hyundai-i30-n-performance-trackpack/
Foto: Thomas Saks